Aftale indgået med Øresundsbro Konsortiet

Øresundsbro Konsortiet, der ejer og driver Øresundsbron, har valgt Bording Data til at levere et nyt integreret Betalingssystem omfattende alle funktioner indenfor økonomi-, kundesalgsstyring og passage.

Øresundsbron har siden indvielsen 1. juli 2000 fået opbygget et godt kendskab til kundesegmenterne og dermed konsolideret den forretningsstrategi, der passer til såvel deres private som deres erhvervsmæssige markedspotentiale i Øresundsregionen.

Øresundsbrons nuværende betalingssystem har imidlertid visse begrænsninger, der hindrer fuld implementering af forretningsstrategien. Derfor gik Øresundsbro Konsortiet i foråret 2004 i EU-udbud, for at finde et nyt betalingssystem, der i højere grad kunne agere fleksibelt og hurtigt i forhold til de løbende ændringer, kunderne og markedet efterspørger.

 
Udbudsprocessen er nu færdig og Bording Data er tildelt leverancen.
 
Det ny Betalingssystem fra Bording Data, som skal integreres til det eksisterende klassifikationssystem, er primært baseret på MicroSoft Navision med elementer fra Bordings Data’s detailhandelsløsninger. Dette system eliminerer de nuværende begrænsninger og tilgodeser Øresundsbrons forretningsmæssige ønsker og funktionelle krav til et totalt IT-system, der integreret understøtter funktionerne, markedsføring, salg, service, passage, økonomi og rapportering.

”Bording Data har formået at sammensætte og fremvise en løsning, der baserer sig på standardprodukter og som understøtter vores nuværende og fremtidige krav og ønsker til funktionalitet’’, fortæller Helle Bech, underdirektør i Øresundsbro Konsortiet. Hun fortsætter: ”For os har det været vigtigt at finde en leverandør, der kan levere løsningen baseret på standardprodukter, men som også evner at sætte sig ind i vores verden og behov samt ikke mindst bidrage visionært til vores fortsatte udvikling. Her har Bording Data med deres baggrund i detailhandelens salgssystemer og Internetbaserede løsninger vist stor forståelse for vores specielle forretning, samtidig med at de har vist os veje til at realisere visionerne for vores fremtidige Betalingssystem”.

”Det har været en utrolig spændende opgave og proces for Bording Data. På den ene side omfatter Betalingssystemet til Øresundsbron en lang række af de problemstillinger, vi kender igen fra vores kernemarkedssegmenter. På den anden side er der her tale om en ganske speciel forretning, som ikke findes mange steder her i Danmark” tilføjer Ernst Lykke Nielsen, adm. direktør i Bording.
 
”Det vigtigste for os er, at vores løsning til Øresundsbron bygger på standardkomponenter og gennemprøvede implementeringsprocesser. Herudover ligger Øresundsbrons visioner for fremtiden tæt op af vores produkt- og udviklingsstrategi, hvilket betyder, at vi ikke alene kan tilføre Øresundsbron nyt system, men også yde sparring på videreudviklingen, og dermed give Øresundsbron nye muligheder for at udvikle den eksisterende forretning” slutter Ernst Lykke Nielsen.
 
Projektarbejdet starter allerede den første uge i december 2004, og begge parter forventer, at det nye Betalingssystem vil være færdigimplementeret og i drift til sommertrafikken 2006.
 
Om Øresundsbro Konsortiet
Øresundsbro Konsortiet ejes ligeligt af den danske og svenske stat gennem h.h.v. A/S Øresundsforbindelsen og Svensk-Danska Broförbindelsen (SVEDAB) AB. Øresundsbro Konsortiets hovedopgave er at eje og drive Øresundsbron og tilbagebetale de lån, der har finansieret forbindelsen. Øresundsbro Konsortiets vision er, at Øresundsregionen bliver et nyt europæisk kraftcenter. Missionen består i at medvirke til regionens udvikling ved dagligt at bygge nye broer såvel økonomisk, kulturelt og mentalt og dermed sikre en langsigtet lønsomhed for Øresundsbroen’s betaling og drift. Øresundsbro Konsortiet opfatter alle med et behov for vejtransport over Øresund som potentielle kunder og ønsker derfor at tilgodese behovene hos såvel privat- som erhvervskunder med en høj grad af service.
 
Kontaktperson
Underdirektør
Helle Bech
Telefon: 3341 6172
 
Om Bording Data
Bording Data er 100 % ejet datterselskab af den danske børsnoterede koncern F.E. Bording A/S. Bording Data er et softwareudviklingshus med udvalgte dedikerede brancheløsninger, bl.a. til detailhandelen, grossister og dagblade. Herudover leveres state-of-the-art integrationsprogrammel til både offentlige og private virksomheder. Løsningerne leveres direkte til kunderne, men der føres også en dedikeret partnerstrategi for markedsføring og implementering af produktpaletten i øvrigt.
 
Bording Data beskæftiger 70 medarbejdere og har hovedkontor i Herlev med afdelinger i Aarhus og Aalborg.
 
Kontaktperson
Adm. direktør
Ernst Lykke Nielsen
Telefon: 4324 5424

 




Udgiv indhold