Bording netværket udvidet
Fra januar 2008 har F E Bording overtaget 40% af aktiekapitalen i den grafiske virksomhed ProGrafica A/S. Intentionen er, at samarbejdet vil skabe positive synergieffekter i den fremtidige udvikling i grafiske IT løsninger.
F.E. Bording A/S, der leverer grafiske kommunikationsløsninger i hele Skandinavien, har pr. 1. januar 2008 overtaget 40% af aktiekapitalen i virksomheden ProGrafica A/S. Aktiekøbet sker som led i strategien om at spille en afgørende rolle i konsolideringen af den grafiske branche og sikre F.E. Bordings fremadrettede udvikling.
”Vi har længe været på udkig efter muligheder for nye samarbejdspartnere, og ProGrafica er valgt, fordi den supplerer F.E. Bording godt i forhold til udviklingen i den grafiske branche både på det kreative og det digitale område. Det er min klare forventning, at et samarbejde skaber øget omsætning og positive synergier for begge virksomheder,” fastslår administrerende direktør for F.E. Bording, Hans Therp.
Fremtidssikring af Bording-koncernen
Overtagelsen af aktier i ProGrafica sker som led i F.E. Bordings målsætning om at deltage i konsolideringen af den grafiske branche, som i de seneste år har oplevet omfattende forandringer i form af øget konkurrence og en voksende teknologisk udvikling. Opkøb og nye samarbejdspartnere er med til at sikre Bording-koncernens fremtidige fornyelse og vækst.
”Aktiekøbet styrker F.E. Bordings position, fordi vi får nye kompetencer og specialviden, som er vigtige for vores fortsatte udvikling i retning mod at levere kommunikationsløsninger. Specielt i udviklingen af nye grafiske løsninger inden for området grafisk IT-software får vi udbytte af at arbejde sammen med ProGrafica,” siger Hans Therp.
Om ProGrafica
ProGrafica er et bureau med spidskompetencer inden for kreative og teknologisk avancerede grafiske løsninger inden for bl.a. kundekommunikation, reklametryk og optimering af produktionsprocesser. Blandt andet har virksomheden udviklet succesfulde ’web-to-print’ applikationer.
ProGrafica er på blot 12 år blevet særdeles succesrig, og den årlige omsætning er nu på mere end 50 millioner kroner - med et årsresultat for 2006 på 7,6 millioner kroner før skat.
ProGrafica fortsætter efter F.E. Bordings aktiekøb som en selvstændig virksomhed. Imidlertid får F.E. Bording mulighed for gradvist at øge sin aktieandel i de kommende år.
Ledelsen, Giovanni Bruno Chimera og Michael Edslev, der ejer de øvrige aktier i ProGrafica, fortsætter.
Yderligere oplysninger: Adm. direktør Hans Therp, tlf. 70 11 50 11, e-mail: ht@bordingmail.com.